Bunes fortælling

George Sainsbury Bune,

 var trafikassistent på Strib station, fra 1902 til 1920,

(var derefter stationsforstander ved forskellige stationer i Jylland, inden han i 1939, som pensioneret, vendte tilbage til Strib, hvor han fra 1942 til sin død i 1945, var medlem af Vejlby Sogneråd)

     Fortæller efterfølgende om sine oplevelser i Strib 1902-1920

       Efter at have gjort tjeneste på forskellige stationer i Jylland-Fyn: Esbjerg, Bramminge, Fredericia, og Årup blev jeg fastansat i Strib i sommeren 1902, og på denne station, der forenede jernbane og færgefart med knudestationens livlige trafik og landstationens stille ro mellem togtiderne forblev jeg til jeg i april 1920 udnævntes til Stationsforstander i Ringenæs, Sønderjylland.

       Strib station var dengang et ideelt sted for en ung mand med interesse for jernbane, idet man stadig kom ud for helt uanede situationer, som man måtte tage stilling til i en fart og (gennemføre) ændre sin engang lagte plan; - her var god brug for hurtig omdømme - konduite - sund vurdering: - rigtig noget for den, der virkelig har praktisk begreb på jernbanevæsen. - 

     En af de første dage jeg "fungerede", og alt gik så stille og planmæssigt som ønskes kunne, kom overportøren pludselig farende og meldte at en rangermaskine var afsporet ved drejeskiven så uheldigt, at alle lokomotiver var spærret inde i lokomotivremisen og ingen lokomotiver kunne drejes. - Nu kunne lokomotiverne nok køre baglæns med et tog, men så må det kun køre med en hastighed af 25 km, hvad der ville ødelægge toggangen på Fyn den dag. - Trafikinspektøren i Fredericia, som jeg rådspurgte, kunne ikke hjælpe, men svarede: "Det må De selv ordne". Jeg var jo i knibe, men pludselig fandt jeg løsningen, idet jeg lod en færge fungere som drejeskive, den tog lokomotiver som lige var ankommen fra Nyborg, ud på Bæltet og drejede dem der; - således reddedes denne situation, - og toggangen forløb rettidig, - jeg var følgelig glad for min gode idé.

    Mange rangeruheld havde vi på denne alt for indskrænkede station, hvor 3 rangermaskiner og ofte 2 togmaskiner fløj mellem hinanden; - og i løbet af en måned havde vi 3 dygtige portører kvæstet, - de 2 dræbte. - Og ofte havde vi vanskelige spærringer, således en nat kom overportøren skrækslagen og ligbleg ind på kontoret til mig og råbte:" Skynd Dem og kom - Skynd Dem assistent Bune". - Det var et fælt syn, der viste sig for mig, da jeg kom udenfor kontoret: Mellem stationsbygningen og lokomotivremisen lå 5 vogne væltede til dels knuste, den ene med hjulene i vejret; og al passage mellem rangersporene og færgesporene var spærret, ligesom vi ingen lokomotiver kunne få ud af remisen til morgentogene. Det værste var dog, at vi ikke kunne få eksprestoget ind med sovevognsrejsende, postvogne osv. Det ville tage 10 -12 timer at rydde sporene på ordinær vis, og det gik jo ikke; - men ved at spænde et lokomotiv for én af de væltede vogne fik jeg ryddet ét af sporene, så lokomotiverne kunne komme forbi. - Der ødelagdes en del sveller og skinner men toggangen var reddet, og det var det vigtigste.

    Den største belastning jeg var ude for på denne travle station, var den nat den første Verdenskrig brød ud, - da strømmede flygtninge fra Tyskland og vore egne indkaldte soldater i tusindvis og atter tusindvis fra Jylland over Strib til hovedstaden, og togene kunne slet ikke medtage alle disse rejsende. - Særtog efter særtog måtte vi samle og afsende - det fordrer jo altid en vis tid, en vis plan og tilstrækkeligt materiel foruden mandskab til toget og lokomotiver til fremførelsen. Det gik ustandselig time efter time, der var en råben og trængsel hver gang jeg fik et tog rangeret sammen og ført til perron, det blev stormet, før det holdt stille. - Midt i al virvaret kom en færge med det russiske gesandtskab fra Berlin, - der skulle skaffes plads til stort personale og stort, medbragt arkiv flere vogne fulde, det stod løst på færgens dæk. - Samtidig meldte en løjtnant sig med 100 mand og udbad sig forholdsordre af mig. - Jeg var således også bleven kommandant for en afdeling danske soldater: "Ja, besæt alle 3 færgeruter og kommer der fjendtlige krigsskibe, så skyd dem ned" - befalede jeg i ungdommeligt humør, - "Javel", lød svaret fra løjtnanten.

     Navnlig i de første år havde vi ofte kongetog efter de indviklede særlige regler, - jeg havde således fornøjelsen og ansvaret med at ekspedere, oprangere og afsende kongetog med Kongen af Italien, - Tysklands kejser - ja selv den russiske Zar, navnlig det sidste var interessant med den store stab af civile betjente (han kom altid i sit særlige tog, der var pragtfuldt udstyret - senere fik jeg lejlighed til at beundre den pragt og rigdom, hvormed det var udstyret) - Der faldt altid nogle værdifulde gaver af til cheferne på de større stationer, når Zarens rejse var forløbet tilfredsstillende, og jeg var derfor lidt spændt. - Der kom et pragtfuldt dobbeltkapslet guldur med den russiske ørn indgraveret (og smukke mørke blå stene) til den sygemeldte stationsforstander, som blev overmåde glad; - han var en meget dygtig og overordentlig god chef, så jeg var glad for, at han fik den glæde - Uret hang over hans seng hver gang, jeg besøgte ham; og han takkede mig for god ekspedition af togene.

      Der var ligeledes i disse første år flere gange store militærmanøvrer på forskellig vis - én gang ca. 20.000 mand med såvel artilleri, kavaleri som fodfolk - undertiden kom det pr bane hertil, skulle udlosses her og føres løst over på færgerne, - og andre gange kom det hele pr landevej hertil. - Det var meget interessante opgaver, der blev stillet os her, men de blev som oftest løst på fuldt ud tilfredsstillende måde, dog skete der engang under sådan stor manøvre, - hvor planerne var lagt meget stramt (hurtigt efter hinanden følgende tog) og ind i et tidsrum med anden stærk toggang, og hvor vi derfor havde forlangt en rangermaskine mere foruden de to faste, hvad der blev nægtet fra trafikinspektørens side; - da skete det uheld, at den ene rangermaskine fik maskinskade midt i den værste travlhed. - hele planen sprængtes, og der opstod nogle frygtelige forsinkelser. - Vi var jo ganske uskyldige i dette, men derfor var det yderst ubehageligt for os.

    Stationen blev bagefter fra militæret anmodet om at fremsætte nogle bemærkninger over uheldet, og jeg fik dette hverv overdraget og udarbejdede til mindste enkeltheder en plan over togenes oprangering, størrelse, indbyrdes afstand osv. og fik en meget anerkendende skrivelse fra militæret.

     Også de strenge vintre med hård isskruning gav mange forviklinger, hvor færgerne drev hjælpeløse med sprængte skruer og skovle af sted med strømmen. -    Alt dette i forbindelse med det daglige arbejdes mange forskellige problemer gav mange hårde arbejdstimer, men det var overordentlig interessante situationer.

     Hertil kommer, at jeg som planlagde det ret store personales tjeneste med fridage, orlov o.l. kom i særlig nær kontakt med disse udmærkede mænd også fik lejlighed til at hjælpe dem rent privat. - De kom ofte til mig, når det kneb for dem på én eller anden måde.- ret hårdt arbejde med hænderne, - til tider også brug for hovedet, - og allerbedst også lejlighedsvis brug for hjertet. - Kort sagt: En dejlig tid for en ung mand med arbejdslyst.   

Født d. 5 juni 1873 i Ringkøbing.

 Trafikassistent ved Strib Station fra 1902 til 1920.

Gift d. 25 maj 1907 i Fredericia med, Johanne Caroline Charlotte Matthiasen.

Udnævnt til stationsforstander i Ringenæs 1. april 1920 -  (efter Genforeningen.)

 do udnævnt i Daugaard november 1926.

 do udnævnt i Trustrup april 1933.

Fyrretyve års jubilæum ved Statsbanerne 1. november 1934

valgt til Redaktør af "Postekspeditøren" valgt til formand for Stationsforstanderforeningen og medlem af Jernbaneforeningens Hovedbestyrelse.

1933 formand for Postekspeditørforeningen, hvilket hverv beklædtes til afsked fra Statsbanerne den 1. juli 1939.

      Tilbage til Strib i 1939, medlem af Vejlby  Sogneråd fra 1942, til sin død i 1945 -