Strib under 1. og 2. verdenskrig

1. Verdenskrig 1914-1918

Da Danmark ikke var med i krigen, kunne landet lukrere på at fabrikere og levere varer til de krigsførende lande, og det gav en øget velstand for overklassen - gullaschbaronerne.

Det var baggrunden for den store succes Niels Kaas havde i perioden 1912-17, hvor han som ejer af badehotellet og koncertpavillonen fik de store kunstnere til Strib om sommeren, og turisterne fyldte byen. Fra 1914-1918 var der

udkommanderet sikringsstyrker, til at holde kontrol med færgeoverfarten. Når de kedede sig under vagterne, kradsede mange af dem deres initialer og årstal i stenene på den gamle smedje.

Velstanden viste sig også i det ret livlige byggeri i byen. Fra 1910-17 byggedes omkring kirken, og sidst i perioden blev der bygget på Vestergade og Møgelvænget. De mange sommerhuse på Nørre Alle, Strandstien og Søborgvej stammer også fra den tid og nogle år frem.

Besættelsestiden 1940-1945

Strib blev vidne til de første krigshandlinger allerede i 1940, hvor et tysk krigsskib dum¬pede undervandsbomber i Lillebælt efter en formodet engelsk ubåd, og et engelsk fly måtte lette sig for bomber, som faldt på den nu¬værende sportsplads ved GI. Slotsvej. Det gav rystelser i byen og en del skader fra de flyvende bombestykker ved nedslaget.

I 1942 beslaglagde tyskerne Klejsgaards Husholdningsskole (nu Sofiehøj), koncertpa¬villonen og Cottagen. Året efter begyndte an¬lægget af 12 betongarager i skrænten ved trap¬pen op til Strandstien og af en kommando¬bunker oppe på Strandstien nær villa Nord.

Garagerne husede fjernstyrede torpedoer, som sammen med lignende anlæg ved Hybylund ved  Østervold i Fredericia skulle kontrol¬lere sejladsen gennem Lillebælt. Tyskerne be¬gyndte på et kystforsvarsanlæg på Røjle Klint, hvorfra også torpedoerne skulle styres, men det blev ikke til noget på grund af de specielle geologiske forhold under klinten. Man frygtede, at det plastiske ler ville give efter, når man fyrede kanoner af, og det hele ville skride i havet. Men der blev opsat antiluftskyts på toppen af vandtårnet.

Modstandsbevægelsen

Det varede lidt før en egentlig modstandsbe¬vægelse blev organiseret. Først i 1943 blev arbejdet organiseret fra Region Fyn i Odense med byledelse i Middelfart. Modstandsarbejdet bestod i spionage af de tyske befæstninger f.eks. af Lillebæltsbroen og af torpedostationen og videregivelse af oplysningerne til englænd¬erne. Mere synlig var de hyppige jernbanesabotager af hovedbanen over Fyn og af den Nordvestfynske Jernbane (Røjlegrisen). Sidst¬nævnte førte forsyninger til et radaranlæg ved Skovby, som holdt øje med de engelske flyvere, som nedkastede våben og ammunition. Områ¬det omkring Middelfart var heller ikke særlig velegnet til nedkastning på grund af tysker¬nes luftværnskanoner og projektører omkring Lillebæltsbroen, men det lykkedes nogle gange. Lokalt blev der lavet sabotage i 1945 mod et maskinværksted, en vognmand og også mod de danske arbejdere, der var udkommanderet til at arbejde på Røjle Klint. 

Modstandsarbejdet i vores nærhed havde hovedkvarter i Niels Byskov Ovesens gård Holgaard i Aulby.

Hverdagen

Livet gik sin gang, men var præget af ratio¬neringer af næsten alt. Folk tilpassede sig så godt de kunne med dyrkning af grøntsager i haverne, og var der plads til det, kunne man have et svin og nogle høns gående. Bus¬forbindelsen til Middelfart blev nedlagt og erstattet med tog. Det var tilladt at have 50 tobaksplanter, uden at de skulle registreres, men da der var penge i tobak, nøjedes man ikke altid med de 50 planter. Landmændene kunne tjene en ekstra indtægt ved legalt at dyrke tobak, og det gjorde man bl.a. på Stribgården og hos flere husmænd. Der kom gang i tørve¬gravningen i Røjlemose og Staurbymose, og man kan stadig se de firkantede huller efter gravningen. Muslingekogeriet på havnen fra 1943 var et typisk krigsprojekt, hvor man kunne tjene penge og skabe arbejdspladser.

Når der var luftalarm, søgte man ned i be¬skyttelsesbunkerne. Skolen slap under krigen for at skulle huse tyske soldater, men på grund af brændselsmangel måtte der gives kuldeferie i tre uger i 1940, og i 1941 og 1942 i to uger.

Kirken måtte af og til aflyse gudstjenester, da man ikke kunne skaffe brændsel til at fyre kirken ordentlig op.

Havnen og Lillebæltsbroen

Der var lagt en plan for, hvordan man skulle klare sig, hvis Lillebæltsbroen blev bombet. Persontrafikken skulle gå via Middelfart og Snoghøj, og godstrafikken skulle afvikles med færger mellem Strib og Fredericia. I al stilhed blev færgelejerne reparerede, og der var lagt planer for, hvilke færger, der skulle sættes ind og lagt en sejlplan. Under krigen lå der forskellige færger i venteposition i den gamle færgehavn.

Beskyttelsesbunkere

Omkring 1944 blev der opført beskyttelsesbunkere eller tilflugtsrum, som man søgte ned i ved luftalarmer. To af dem er der endnu: en på Kastanievej klods op ad Missionshuset og en på Nørre Alle 1 (privat vinkælder i dag). De to andre lå på Korsvejs Alle 34 og på Nørre Alle 32. 

Flygtningene

I februar 1945 begyndte tyskerne at evakuere befolkningen i Østpreussen og Nordtyskland, som truedes af de fremtrængende russiske hære. Omkring 250.000 flygtninge kom til Danmark i skibe og med jernbaner, og blev af værnemagten indkvarteret i alle former for haller, skoler, kursuscentre o.s.v. Vejlby-Strib sogn fik ca. 1100 og Strib fik omkring

halvdelen: 568 flygtninge. De blev indkvarteret nogle dage i skolen, og ellers i 3 beslaglagte private sommerboliger, og efterhånden, som tyskerne rømmede deres kvarterer, boede de også i Koncertpavillonen, Cottagen, Pnuel, og Banegården. Det var usle forhold, man bød flygtningerne, f.eks. boede der i de tre villaer 127 personer og på banegården 178 mennesker.

Men alt fik ende, i januar 1946 var halvdelen rejst, og resten forlod Strib i marts samme år.

Krigens sidste dage

I krigens sidste dage sejlede mange ubåde fra Kiel med kurs mod Norge, som endnu ikke var befriet. Den 3. og 4. maj blev fem af dem observeret mellem Trelde Næs og Staurshoved, angrebet af engelske flyvere og sænket.

Efter krigen

Efter befrielsen afholdt Strib Idrætsforening en fest på Sportspladsen Kristi Himmelfarts Dag den 12. maj 1945 med meget stor deltagelse. Det varede længe inden Strib blev helt sig selv igen. Der var rationering af flere varer til op i halvtredserne, der skulle ryddes ud efter flygtningene, og torpedogaragerne og kommandobunkeren blev først sprængt bort i okto¬ber 1949. Man lod dog fem betonbaner fra garagerne til kysten være som kystsikring.

Der skulle klippes tyskertøse, og værnemagere og stikkere blev stillet for retten.

Litteratur

Harriet M. Hansen. Middelfart under besættelse.

Vends 2005.

Alfred Hestkær. Torpedostationen ved Strib eller de

»Schwimmende Batterien«. Bavnen: 1991:1-

Alfred Hestkær: Danmark under besættelsen.

Bavnen: 2005:2.

Niels Byskov Ovesen: Den vestfynske modstandsbevægelse.

Bavnen: 2005:1.

Temanummer om besættelsestiden 1940-45

Bavnen: 1995:1.