Trafikforbindelser mellem Strib og Middelfart

Før det første færgeri i 1651 var Strib et øde sted. Det var en blanding af skov, overdrev og moser som aulbybønderne udnyttede. I 1651 kom Strib Landevej, som havde forbindelse gennem Staurby til Rugårds Landevej, nu en del af Bogensevejen. Syd for Stribgården slog den før 1917 et sving mod øst uden om ejendommen på Strib Landevej nr. 11 for så at gå vest om Stribgården ligesom nu. Vejførin¬gen kan ses endnu som en hylde i det grønne område. Der var ingen vej til Middelfart langs stranden, for Staurby Skov gik helt ned til vandet.

Efter at Strib i 1866 blev endestation for banen over Fyn, steg befolkningstallet, og der opstod et behovet for at komme til en større by. Skulle man køre eller gå til Middelfart, måtte man tage landevejen til Staurby og ned ad Skærbækmøllevej til Strandvejen. Derfor er det ikke underligt, at borgerne i Strib orien¬terede sig mod Fredericia. Det var nemt og billigt at tage færgen over til skolen, arbejdet eller for at handle. Før 1920 var der kun få butikker i Strib, og det var derfor nødvendigt at handle i Fredericia.

Åbningen af den første Lillebæltsbro kom til at betyde store ændringer i adgangsvejene til og fra Strib. I 1922 anlagde proprietær N. P. Autzen en privat vej, Stribvejen, fra Skærbæks-møllevej til Rudbæksbanke, men der skulle betales bompenge for at benytte den, hvis man ikke havde hus langs vejen. Borgerne i Strib syntes, at de skulle have kompensation for de mange tabte arbejdspladser ved ned¬læggelse af banen og færgeriet, og efter ansøg¬ning fik de lov at beholde det vestlige jern¬banespor, som kunne fremme en industriel udvikling i byen. Sporet blev først fjernet i 2000. Det østlige spor blev nedlagt omkring 1937 og lavet om til en vej. Derfor har vi i dag både Autzens Gammel Strandvej og Strand¬vejen. 

Fra 1935 indsatte vognmand Hans Andersen en rutebil fra rutebilstationen på torvet i Middelfart, men den måtte ikke køre på den private strandvej og var nød til at køre over Staurby. Først i 1937 blev den nye strandvej ført helt til havnen i Strib. DSB overtog busruten fra 1937-1944. I dette år indsattes på grund af gummimanglen et tog i Nordvestbanens regi imellem Middelfart og Strib med holdepladser ved Skovsvinget og Rudbæksmølle. DSB overtog togdriften i 1945 og oprettede to nye holde¬ pladser ved Staurbyskovvej og ved den gamle banegård i Middelfart. I 1947 indstilledes togdriften, og DSB indsatte en rutebil, som kørte til omkring 1970. Endnu i 60erne var der en garage til bussen i Strib, hvor stien går mellem Vestergade og Sønder Alle. Herefter fik vi en rigtig bybus, som til 1984 blev drevet af Børge Larsen og derefter af Niels Hansen Kudsks selskab Tigerbus. Vestergade blev renoveret i 1991. Med mo¬torvejen og Den nye Lillebæltsbro i 1970 blev det endnu nemmere at komme til Strib ved at dreje af ved afkørsel 58. Det betød, at Strib blev en hastigt voksende pendler by.

”Mor Mille”

I 60erne og begyndelsen af 70erne kunne pakker til bussen hentes og afsendes i kælderen under håndkøbsudsalget i Strib, nu Vestergade 17. I håndkøbsudsalget residerede den farverige ”Mor Mille”, fru Emilie Jensen. I kælderen regerede Johannes Hansen, også kaldet Piv-Hansen på grund af sin fistel stemme. Han ekspederede pakker, og havde han tid, gav han et nummer på violinen. Han tjente også en skilling ved at kalke folks huse og til det, havde han flere træstiger, som faretruende blev bundet sammen med snor.

Litteratur

Knud Madsen: Rutebil og tog mellem Strib og Middelfart

1935-1947. Bavnen: 1999:1.

Knud Madsen: Ledvogtere mellem Middelfart og Strib.

Bavnen 2006:1.