Fattiggården "Fælleshåb".

Fattig- og arbejdsanstalter på landet.

Af Finn L. Fauk.

Beslutningen tages.

   Den 18. marts 1863 besluttede Vejlby sogneforstanderskab ( der fra 1867 blev  kaldt for sogneråd), at man nu ville til at arbejde for opførelsen af en fattig- og arbejdsanstalt i sognet. Det var den almindelige mening blandt gårdmændene, at fattigforsorgen var for kostbar, og at man derfor skulle finde andre og billigere måder at løse problemet med de fattige på.

   Sogneforstanderen, Niels Jørgensen i Aulby, havde i forvejen været på en orienteringsrejse til Jylland sammen med to andre medlemmer af sogneforstanderskabet. Her havde de beset nogle af de nymodens fattig- og arbejdsanstalter og talt med de stedlige sogneforstandere om fordelene ved at bygge sådanne anstalter.

    De fik at vide, at mange af de mennesker, der plejede at ansøge om fattighjælp, var holdt op med at søge, og mange, som hidtil havde boet i fattighuse, var flyttet ud  - sandsynligvis af frygt for at blive henvist til fattig- og arbejdsanstalten. Desuden forventede man, at man kunne reducere fattigforsorgens udgifter ved at samle de fattige på en institution og ved at sælge de produkter, fattiglemmerne producerede. Der var nemlig arbejdspligt på de nye anstalter.

Fattiggårdenes historie.

    Inspirationen til at bygge fattiggårde kom fra hertugdømmerne, hvor der fra begyndelsen af 1800-tallet blev opført adskillige fattig- og arbejdsanstalter. Ideen bredte sig op i Jylland, og de to sønderjyske sogne Andst og Gjesten ved Vejen byggede i 1841 en fælles fattiggård, som var en efterligning af den arbejdsanstalt, som i 1825 var opført i Døstrup, som ligger mellem Ribe og Tønder.

    Omkring 1850 skete der i Danmark en nyorientering af den sociale forsorg. Man ønskede at effektivisere fattigplejen og samle de fattige i institutioner, bl.a. for at opnå stordriftsfordele Der gik en bølge af anlægsfeber gennem sognene, og det fik antallet af fattiggårde til at eksplodere, og fra 1860 voksede antallet af fattiggårde til over hundrede, og i 1879 var det kommet op på 270. Omkring 1885 kulminerede tallet til mellem 350 og 375. De fleste fattiggårde fandtes på Lolland-Falster, i Sønderjylland og på Fyn. På Fyn blev den første fattiggård oprettet i Ringe i 1863/64.

Stordrift.

    Selv om ca. 200 personer i Vejlby sogn fik hjælp fra de fattiges kasse, var antallet af "kandidater" til et fattig- og arbejdshus dog langt mindre. Mange af de fattige, der søgte om hjælp, var kun midlertidigt syge eller uarbejdsdygtige, og andre søgte kun af og til om småbeløb og klarede sig ellers selv og tiggede måske lejlighedsvis, selv om tiggeri var forbudt ved lov. Kun 11 fik det højeste beløb - l rigsdaler -, resten deltes om 35 rigsdaler.

    Derfor undersøgte forstanderskabet muligheden for samarbejde med de nærliggende sogne, og det endte med, at Vejlby- og Asperup-Roerslev sogne gik sammen om at bygge en stor fattig- og arbejdsanstalt, og man enedes om at placere den ved Bogensevejen i Kustrup så tæt mod Asperup og Roerslev som muligt. (Adressen er i dag Bogensevej 123)

    Sogneforstanderskaberne blev enige om, at en anstalt med 30 rum ville være passende. Så var man sikker på, at behovet kunne dækkes, Det var et kæmpebyggeri for de små landsogne. Den originale arkitekttegning over Fælleshåb fattiggård er ved et tilfælde blevet bevaret og findes i "Historiens Hus" i Middelfart.

   Ordet "Fattiggård" er et øgenavn, som man brugte i folkemunde. Det rigtige navn for institutionen var fattig-, arbejds- og forsørgelsesanstalt.

    Som man kan se på billedet ligner bygningen en gammeldags fabrik. "Fælleshåb" lignede mange af de andre fattiggårde, der blev bygget i samtiden, hvor man søgte at lade tanker om rationalisering og institutionalisering gå igen i stilen. Det ses af den stramme symmetri imellem bygningens dimensioner og placeringen af vinduer og døre. Rumfordelingen er næsten den samme, som man ser på fattiggårdene i Kværndrup og Nr. Lyngelse.

    Øverste etage i hovedbygningen var forbeholdt til fattiglemmernes soverum, og der var en lang midterkorridor gennem bygningen.

   I underetagen var der en lejlighed ti! bestyreren, køkken, arbejdsrum og børneværelser. I vestre sidefløj var der flere soverum. Der kunne bo op til 16 personer på en sovesal. Endvidere var der sygestue og et baderum, hvor de nyindlagte lemmer blev afluset og vasket. I sidefløjen var også et særskilt rum til "hensættelse af lig", et krav der blev indført i 1869.

    Alle rum var høje og lyse, for man bestræbte sig på at skabe et sted, som var rent og sundt - i modsætning til de usle, usunde boliger, som de fleste fattige havde dengang. Huset var delt i en mands- og en kvindeafdeling. Der blev optaget lån på 22.000 rigsdaler, og det var virkelig mange penge dengang. Murer Anders Petersen fra Alsbo ved Rørup fik entreprisen på opførelse af bygningerne.

Indvielsen.

    5 år senere, d. 1. december 1868 blev den nye fattig- og arbejdsanstalt indviet. Der var kommet mange mennesker for at overvære indvielsen og se den nye anstalt, som fik navnet "Fælleshåb". Grunden til at fattiggården fik sit navn var, som provst Fønss sagde ved indvielsen, at man havde det fælles håb, at det nye hus skulle give fattige og syge, som ikke kunne klare sig selv, den fornødne pleje, de arbejdsløse, der ikke kunne styre sig selv, skulle her kunne finde et midlertidigt hjem og et fornuftigt arbejde, og børn, der voksede op uden tilsyn, ville her blive bevaret for fordærvelse og finde ly, renlighed og pleje.

    "Vi har ikke blot villet lette os selv for byrden ved fattighjælp, men også villet hjælpe de fattige til et roligere, sorgfrit liv for de mange fristelser, de har været udsat for. De, der kan arbejde, skal her kunne finde beskæftigelse til hjælp til deres underhold".

    Pastor Melbye sagde i sin tale: "Vi så udgifterne til fattigvæsenet steg år for år, og følte, vi ikke kunne styre vort fattigvæsen så godt, som vi gerne ville. Det er ikke for at spare, at dette arbejde kom til udførelse, det var med et kærligt håb, med venlige tanker, navnlig mod de gamle, svagelige og børnene, at vi skred til dets gennemførelse".

Fattiggården var ingen succes.

    På indvielsesdagen var der indskrevet 56 fattige , og det var færre end man havde ventet. "Fælleshåb" blev aldrig fyldt op, og år for år blev antallet af beboere stadig mindre, og det viste sig, at de nye fattig- og arbejdsanstalter ikke blev den succes, rnan havde håbet. Den første februar 1870 var der folketælling på Fyn, og der kan vi se, at der var 67 fattiglemmer på Fælleshåb. Ti år senere, i 1880 er tallet nede på 24 lemmer og i 1890 er der kun 19.

    En stor del af dem var gamle og affældige landarbejdere og tjenestefolk, som ikke længere kunne forsørge sig selv, og der var også mange børn. Mange af dem var uden familie, da de var forældreløse eller tvangsfjernet på grund af vanrøgt. Også tjenestepiger, der var "kommet galt af sted", måtte undertiden som den sidste udvej lade sig indskrive på fattiggården, når fødselen nærmede sig.

   Ved vintertide steg antallet af beboere, for omrejsende håndværkssvende, landarbejdere, der kun var fæstet for sommerhalvåret og de børn, der havde været i tjeneste på gårdene om sommeren, fyldte op på Fælleshåb. Så snart det blev forår, forsvandt de igen.

    Tallene fortæller desværre ikke, at fattigdommen i Danmark blev mindre, men at de fattige ikke ville lade sig indskrive på fattiggården, og derfor gjorde de alt for at undgå det. De, der endte på fattiggården, blev totalt umyndiggjort. For det første mistede de deres stemmeret. Måske betød det ikke så meget for dem, at de ikke kunne stemme, men de blev derved stemplet som uværdige medborgere. De familiære bånd blev kappet over, fordi ægtefæller blev splittet og holdt adskilte på hver sin afdeling. De større børn blev skilt fra deres forældre og skulle leve sammen med en broget flok. Der var både sprittere, åndssvage, sindslidende, tidligere tugthusfanger og omstrejfere. Samtidig mistede forældrene deres forældreret over børnene - den blev overdraget til bestyreren. De måtte ikke eje noget som helst, når de fik fattighjælp, så de få ejendele, de ejede, skulle overdrages til sognets fattigvæsen, når de kom på fattiggården.

   Det regnedes for en stor skam at være fattiglem, og det har vist sig at være næsten umuligt at få tidligere beboere på fattiggårde til at fortælle om deres tid på gården. Ingen vil stå frem og indrømme, at de har været fattiglem.

Fordelen ved at bygge fattiggårde.

    Sandheden er, at der var tre intentioner og idéer med at bygge de nye fattig- og arbejdsanstalter:

1.  Der var stordriftsfordele ved at samle sognets fattige i en institution. Man mente, at de samlede udgifter til fattigvæsenet ville falde, når man kunne forpleje de fattige kollektivt - ("Hvor gryden koger til 10, kan også den 11. mættes"), og når man udnyttede deres arbejdskraft.

2.  Fattiggårdene skulle have en afskrækkende effekt, så der blev færre fattige, der skulle forsørges. Man ville opnå, at "arbejdssky, alkoholikere og lign. afholdt sig fra at søge om fattighjælp."

   Man sørgede derfor for, at beboerne følte sig ufri. Der var tremmer for vinduerne og pigtråd på murene, og kun hvis man havde opført sig godt, kunne man få tilladelse af bestyreren til at gå uden for anstalten på søn- og helligdage. Kom man for sent hjem, blev man nægtet udgang i et antal uger. Der var arbejdstvang ca. 9 timer om dagen i 6 dage. Der blev håndhævet en skarp kønsdeling, og familierne blev skilt, så faderen boede sammen med drengene og moderen med pigerne.

  Der var et meget restriktivt ordensreglement på fattig- og arbejdsanstalten. Det var svært for folk der hidtil havde levet et frit liv, hvor de kunne have deres vaner og særheder i fred, at de skulle indordne sig under en streng disciplin lige som soldater på en kaserne, bede om tilladelse til at gå en tur eller få besøg, og hvis en af de mange regler blev overtrådt, måtte de finde sig i at blive straffet.

3. Man ønskede at højne levevilkårene for de fattige gennem bedre forplejning og sygepleje. De skulle bo sundt og have rigelig og god mad og en fornuftig beskæftigelse. Alle var enige om, at de fattige, som uden egen skyld var kommet i nød, skulle hjælpes. Derimod ønskede man at "piske" dem, som man mente var arbejdsduelige men arbejdssky, de drikfældige, de prostituerede, omstrejfere og tiggere.

   At det lykkedes, vidner denne udtalelse fra fattiggårdsbestyrer C. L. Børresen i "Vejledning til Oprettelse og Indretning af Fattiggårde" fra 1865 om:

   "Den største fordel ved fattiggården kommer måske fra, at anstaltens blotte tilstedeværelse befrier kommunen for en stor mængde uværdige trængende. Så snart grunden blev lagt til fattiggården her, forlod flere sådanne Fattighuset, hvor de hidtil havde haft ophold og gav slip på den hjælp, de havde fået af fattigvæsenet. Da anstalten blev åbnet, blev al hjælp uden for nægtet flere andre løsgængere og uordentlige personer, som siden har ernæret sig selv. Den midlertidige hjælp, som tidligere ofte løb op til flere hundrede daler, er også næsten ophørt, fordi fattiggården afholder folk fra uden nødvendighed at søge om sådan hjælp."

Fattigdom.

   Da "Fælleshåb" blev bygget i 1868, var fattigdommen i Danmark stor. Mange af husmændene og daglejerne på landet og arbejderne i byerne levede på sultegrænsen. En undersøgelse fra 1870 viste, at drenge fra gårdmandshjem havde en gennemsnitshøjde på 148 cm., mens husmandssønnerne kun var 143 cm. Årsagen var under- og fejlernæring.

     Datidens godsejere, gårdmænd, håndværksmestre og fabrikanter mente, at "folk" ikke behøvede ret meget for at opretholde livet. Udbudet af arbejdskraft var stor, og hvis en arbejder krævede mere i løn, blev han fyret; der var altid en anden, der ville afløse ham.

    Landarbejderne levede under forhold, hvor den mindste slinger i valsen medførte nød og sult. Sygdom eller arbejdsløshed - selv i en kort periode- bragte mange familier under sultegrænsen. Børnene blev så sendt rundt på gårdene for at tigge lidt mad sammen. Hvis man kunne finde et arbejde som vogterdreng eller gåsepige til børnene, behøvede de ikke at spise hjemme, og der blev lidt mere til de andre. Mange familier måtte klare sig med rugbrød, kartofler og skummetmælk.

   Var man så uheldig at komme ud for en arbejdsulykke og blive langvarigt syg eller invalideret, fik man jo ikke løn og der var selvsagt ikke noget, der hed forsikring, så der var kun den udvej at henvende sig til sognerådet og bede om hjælp.

    Denne hjælp bestod indtil ca. 1870 af tildeling af livsfornødenheder: korn, mel, brød og gryn samt brænde og tørv. Sognerådet udliciterede bagningen af brød til den lavestbydende bager, og det var sjældent det bedste mel, brødene til de fattige blev bagt af.

    Gårdmændene skulle levere noget af deres korn til fattigvæsenet, og naturligvis var det heller ikke det bedste, der blev afleveret.

   Man kunne også blive sendt "på omgang". Enker, gamle svagelige mænd, åndssvage og sinker fik efter en fastlagt turnus husly og føde på gårdene. Hvis de var i stand til det, blev de sat til at arbejde for føden, og efter en periode blev de kørt hen til den næste gård, som skulle huse dem.

   Også børn kunne bortliciteres til arbejde på gårdene. Den, der ville nøjes med den mindste plejeløn, drog hjem med barnet. Der var familier, som prøvede at klare sig for den beskedne plejeløn, så de slap for at bede om fattighjælp.

Dagligdagen på fattiggården.

    Alle fattiggårde havde et ordensreglement med detaljerede bestemmelser for livet på anstalten. Regulativerne var i reglen enslydende, da sognerådene blot kopierede regulativet fra de bestående fattiggårde, når de skulle udfærdige et reglement til deres egen, nyoprettede fattiggård. Dagen begyndte allerede kl. 5.30 om morgenen fra d. 1. april til 1. oktober. I vinterhalvåret begyndte man en halv time senere (evt. ved daggry.}

    Alle, der var i stand til det, skulle rede sin seng og tømme sin "kammerpotte". Morgentoilettet foregik i spisestuen, hvor der var nogle vandfade og kander, som lemmerne kunne bruge. Derefter spiste man morgenmad - øllebrød.

   Når det var gjort, begyndte arbejdet. Nogle arbejdede i det landbrug, der hørte til anstalten, andre arbejdede i husholdningen eller hjalp med plejen af de svageste gamle. Nogle skulle hugge brænde, rengøre Indendørsarealerne og feje gårdspladsen. Atter andre arbejdede med at producere koste, karskrubber, måtter og limer. (riskoste), der kunne sælges. Nogle kvinder kartede, spandt eller strikkede og syede.

    Midt på formiddagen fik lemmerne mellemmad, der bestod af et stykke brød med smør og en pægel øl, og kl. 12 blev der spist middagsmad.

    Kl. 13.30 begyndte arbejdet igen, og det varede til kl. 19, kun afbrudt af mellemmad ud på eftermiddagen. De gamle fattiglemmer, der opførte sig godt, fik her mulighed for at få en kop kaffe med mælk og sukker og to tvebakker i stedet for mellemmaden.

   Det var tilladt at tale sammen under arbejdet, men opsynspersonalet påtalte uanstændigt og sjofelt sprog og bemærkninger, der krænkede andre. Det var også forbudt at synge eller føre højrøstet tale. Var der optræk til klammeri, kunne opsynet indberette dem, der var indblandet til bestyreren, som så idømte dem en straf.

    Efter endt arbejde blev der spist aftensmad, og derefter var der fritid, hvor lemmerne kunne opholde sig i spisestuen eller på gårdspladsen. Soverummene måtte ikke benyttes i dagens løb. Kl. 21 skulle alle ligge i deres senge, og der skulle være ro.

Søn- og helligdage.

    På søn- og helligdage var der ikke pligtigt arbejde, bortset fra det, der skulle bestilles ved den daglige husholdning. Kirkegang var frivillig, men personalet opfordrede kraftigt lemmerne til at gå i kirke, for man håbede på, at det ville styrke deres moral.

    Linned og håndklæder blev skiftet hver søndag morgen, lagnerne hver 4. uge. Sengehalmen blev fornyet, og sengeklæderne blev luftet hver 2. måned.

    Lemmerne kunne få besøg af familie eller venner, men det krævede særlig tilladelse af forstanderen eller sognerådet.

    De lemmer, der havde opført sig upåklageligt i ugens løb kunne få udgangstilladelse, så de kunne tage til byen om eftermiddagen. De skulle altid have en papbrik med anstaltens navn på sig, og den skulle fremvises på forlangende. På de fleste fattig- og arbejdshuse måtte der ikke indføres eller nydes alkohol. På "Fælleshåb" var det anderledes. Vi kan se af fattiggårdens regnskab, at man der solgte kaffe og brændevin til lemmerne. I 1871 blev der solgt kaffe for 30 rigsdaler og brændevin for 40 rigsdaler og 10 skilling. Lemmerne fik en ringe betaling for deres arbejde, hvis de var meget flittige, og derved fik de mulighed for at købe lidt ekstra. 

    Fritiden brugte man til kortspil, hyggesnak og sladder, og mange forsøgte at få kontakt med det andet køn gennem ståltrådshegnet mellem mands- og kvindeafdelingen. Skænderier og slagsmål kunne man ikke undgå en gang imellem. Blev noget af inventaret ødelagt under tumulten, blev de ansvarlige dømt til at betale skaden af deres arbejdspen-ge. Kunne opsynspersonalet ikke finde gerningsmanden til skaden, blev alle, der havde været til stede da skaden skete, dømt til i fællesskab at betale erstatningen.

Straffe

Hvis reglementet og husordenen blev overtrådt, kunne man idømmes følgende straffe:

1. Advarsler eller irettesættelser.

2. Nægtelse af udgang.

3. Fratagelse af enkelte dages varm middagsmad eller en del deraf.

4. Fratagelse af smør på brødet i nogen tid.

5., Arbejde om søndagen og enligt arbejde.

6. Erstatning af anrettet skade af fortjente arbejdspenge.

7. Indespærring, arrest eller tvangs-arbejde.

Spisereglement.

    Man må sige, at kosten var rigelig og god på fattig- og arbejdsanstalterne, langt bedre end den beboerne var vant til.

    Her er et eksempel på et spisereglement, som man kunne finde i mange sogne:

    Søndag: l pot fersk suppe og 5 lod kød uden ben med kartofler og grønt.

   Mandag: Torsk og kartofler med sennep og smør eller: (når torsk er for dyrt): Vælling og Kartofler.

   Tirsdag: l pot ærter og 4 lod flæsk uden ben.

   Onsdag: Vandgrød og Torsk eller Grød og Kartofler samt a/2 pot øl.

   Torsdag: l pot hvidkålssuppe og 5 lod saltet kød.

   Fredag: l pot kål eller ærter og 4 lod flæsk.

   Lørdag: Grød og Finker samt ½ pot øl.

      Hver lørdag får alle desuden 7 pund brød (til hele ugen).

    Om morgenen, før arbejdet begynder og om aftenen efter fuldendt arbejde: ½ pot varm øl. (Man kunne så lave en slags øllebrød)

    Om formiddagen gives 1/4 times frihed til at spise frokost. Om eftermiddagen gives 1/4 times frihed til at spise mellemmad eller vesperkost.

Åndssvageforsorgen overtager "Fælleshåb."

    I 1891- 92 kom der en ny fattig- og alderdomsstøtteleslov. Den fik konsekvenser for fattiggårdene, fordi rnange fattige og gamle nu fik mulighed for at klare sig selv, og derfor hurtigt flyttede fra fattiggårdene . Antallet af fattiglemmer faldt stærkt, og mange fattiggårde blev derfor nedlagt. Mange steder lod man de lemmer, der ikke følte, at de havde kræfter til at skabe sig en ny tilværelse uden for fattiggården, blive boende der til de døde, og ellers brugte man den til alderdomsasyl eller til husvilde.

    Sådan gik det også for "Fælleshåb, men d. 6. november 1936 blev alle bygninger med tilhørende landbrugsjord overtaget af Åndssvageforsorgen. Den skulle nu være hjem for 60 psykisk udviklingshæmmede piger fra Sjælland.

    I 1980 overtog Fyns Amtskommune "Fælleshåb" og lavede en boin-stitution til 36 klienter. I 1986 blev den ene afdeling ombygget til små lejligheder, hvor 3-4 personer kunne bo sammen. Den skulle rumme 11 svært handicappede beboere. Der skulle i alt være plads til 24 på "Fælleshåb", og samtidig skulle der være plads til et daghjem for psykisk udviklingshæmmede fra omegnen.

Den sidste bestyrerkone på "Fælleshåb".

    Der findes kun få beretninger om livet på fattiggårdene, for der er ikke mange forfattere, der har brugt emnet i deres forfatterskab. Men på egnsmuseer kan man få et godt indtryk at tilværelsen på fattiggårdene. I Svendborg findes et fremragende museum i den tidligere fattig- og arbejdsanstalt.

    Det lykkedes både lokal historikeren Johnny Wøllekær og museumsinspektør Maria Rytter at få et interview med Ellen Jensen, der sammen med sin mand, Niels Laurits, var bestyrerpar på Fælleshåb i 1929-36. Her fortæller hun om mange skæbner på fattiggården.

.... "Vi havde en pige engang. Hun kom med et barn, der var næsten nyfødt. Hun var der en tid, men så løb hun derfra og lod barnet ligge. Hun havde bare lagt dåbsattesten på barnet og var gået.

    Senere kom hun tilbage og hentede barnet.

.... Så var der en anden, der også havde et spædbarn. Hun var der sammen med sine forældre. Da barnet skulle døbes, ville præsten hverken have hende, eller hendes forældre med. Barnet var jo uægte, forældrene var omstrejfende, og pigen var "allemandspige". Men her ville præsten altså hverken have moderen eller hendes forældre med i kirken. Ja, så måtte min mand og jeg af sted med barnet.

....Beboerne havde det jo faktisk godt der, for de fik jo deres gode forplejning. De havde lægetilsyn regelmæssigt. Det var gammeldags, da vi kom. Der var altså indlagt centralvarme, men der var ikke indlagt elektrisk lys, da vi kom. De havde små tællelamper, som de gik rundt med. Der var halm i alle sengene.

    Så var der hvidskurede gulve over det hele med sand på. Der var mange lopper, den første tid, vi kom der. Men efterhånden fik vi altså skuret gulvene og ferniseret dem, så kom vi af med lopperne i alle fald."

Kilder:

Henrik M. Jansen og Otto Jonasen:" Fattiggården ".

Hans Lyngby Jepsen: (Faderen var  Forstander på arbejdsanstalten i Ålborg)

Den blinde vej "og " Til Andrea"

Aage Petersen: "Den ærede fattiggård" fra: Vejlby minder, virke og tro.

Johnny Wøilekær: Fattiggården på Fyn.

Maria Rytter: Foredrag i V.S.L.F. d. 22.sept. 1997: Fattiggårde på landet.

Afskrift v.Otto Hansen.