Noget om Automobiloverfarten før 1923

Om problemer med overførsel af automobiler med jernbanefærgerne m.v.

Citat fra Åge Petersens bog "Strib i færgernes og jernbanens tid":

     Den øgede biltrafik i 1900-tallets begyndelse, satte grå hår i hovedet på mændene i Staurby bylaug. Da i 1908 justitsministeren forberedte en ny lov, der registrerede den øgede biltrafik, og sigtede på at afskaffe nogle af de hindringer, der var lagt i vejen, protesterede Staurby bylaug. Den 21. januar 1908 udsendte bylauget sine synspunkter. Bylauget henviste til, at amtmanden over Fyn ved en lejlighed havde sagt, at Staurby var" et led i den internationale hoved rute for automobilkørsel". Selv om det naturligvis lød flot, sådan at være af en vis international betydning, så pegede bylauget på de ulemper, der også fulgte med. Man havde ofte været vidner til hensynsløs kørsel på den krumme vej, ja, mange gange var det sket, at biler  ved nattetid med stor fart var passeret gennem byen uden at have lygterne tændt! det må vel være  nok. at bilerne har lov at køre om dagen. At der var tilladelse til at køre om natten i de to sommermåneder med lyse nætter, fandt bylauget ganske urimelig. Den tilladelse burde ud af loven ved dens revision, lige som det også burde forbydes bilerne at køre på bivejene, om end det kun var tilladt med nedsat hastighed.

 (citat fra "Signalposten" årgang 1986 nr. 1 s. 51)

   Færgestationerne og færgerne var i årene før 1. verdenskrigs udbrud udelukkende indrettet på befordring af jernbanekøretøjer og rejsende, der enten selv gik ombord eller i land fra færgerne eller overførtes i gennemgående personvogne. Overførsel af automobiler var hverken færgehavnene eller færgerne indrettet til. Da automobilerne derfor kom til overførsel over Lillebælt opstod der ofte problemer i forbindelse hermed. I 1909 skulle driftsbestyreren ved Sydfynske Jernbaner, etatsråd Kier, med sit automobil således over Lillebælt, hvorom han ca. 1 uge i forvejen underrettede statsbanernes togledelse i Fredericia. I svaret til etatsråden fremgik det, at det ønskede tidspunkt for overførsel ikke var så gunstigt, da de færgeture, der kunne være tale om at benytte, alle normalt var optaget af jernbanevogne. Man ville dog søge at skaffe plads på en af færgerne, og det er så nok sket. Året efter var udviklingen nået så vidt, at der i Fredericia færgehavn mellem 1. og 2. færgeleje "ved Siden af Færgegangen er indrettet en Plads til Anbringelse ad Automobiler og andre Køretøjer, der venter paa Overførsel".

     I oktober 1911 udsendtes følgende rundskrivelse til stationerne, som vist ikke kan kaldes særlig kundevenlig:

"Automobiler og   lignende Køretøjer vil i Almindelighed ikke blive overført med Planfærger, men vil blive henviste til Befordring med en forudgaaende eller en efterfølgende Særfærge, saafremt saadan afgaar indenfor en rimelig Tid efter Planfærgen. Bestemmelsen om, med hvilken Færge Overfarten finder Sted, tages af vedkommende Skibsførere eller disses Stedfortrædere, til hvem Publikum derfor angaaende saadanne Befordringer maa  henvises".

Citat fra Åge Petersens bog "Strib i færgernes og jernbanens tid":

   (Bilisterne prøvede man på at holde væk på en temmelig raffineret måde. Under påberåbelse af et reglement til skibsbrande, blev det bestemt, at man godt nok kunne tage biler ombord, men der måtte ikke være benzin på bilerne. Det betød, at bilisterne måtte standse deres køretøjer et godt stykke fra broklappen, tømme benzinen fra bilen over på de medbragte benzindunke, og så iøvrigt se at få skubbet bilen om bord på færgen ved egen hjælp eller med assistance fra tilfældige tilstedeværende. Når bilen så var kommet om bord, havde bilisten pligt til at stille sig ved siden af sine dunke, idet han blev instrueret om, at hvis der blev slået brandalarm, var det hans pligt omgående at kaste benzindunkene over bord. Ankommen til næste færgehavn, måtte bilen atter skubbes i land, hvor benzinen atter kunne hældes på, når bilen var i tilstrækkelig afstand fra broklappen.

----------

     Større Interesse for overførsel ag Automobiler opstod indenfor statsbanerne efter at der den 20 maj 1923 var sat en privat automobilfærge i fart mellem Strib og Fredericia. Færgen sejlede straks fra begyndelsen en dobbelttur i timen og til lavere takster end statsbanerne kunne tilbyde. Nu tog statsbanerne imidlertid fat, nye vejvisere blev anbragt ved indfaldsvejene, taksterne for overførsel af automobiler blev nedsat, og færgeturene, hvorpå der kunne overføres automobiler, blev bekendtgjort i den officielle køreplan. Antallet af automobiler til overførsel med statsbanerne blev dog ikke stort, det ser ud som om søgningen var størst i aften- og nattetimerne, hvor privatfærgen sejlede færre ture end i dagtimerne.

     Da der trods alt kom lidt flere automobiler til overførsel, opstod der som tidligere omtalt yderligere vanskeligheder ved overfarten foruden at det blev nødvendigt at foretage ændringer ved såvel færgelejer som færger. Navnlig i Strib, hvor automobilerne for at komme til og fra færgelejerne måtte køre over 1. perron, hvor de togrejsende i forvejen færdedes. Da der samme sted foregik en del cykelkørsel og perronerne i øvrigt ifølge indberetning fra 1923 især på sommersøndage med godt vejr blev benyttet som offentlig promenade af de lokale beboere i Strib, var det et broget billede, der tegnede sig. Til sidst måtte statsbanerne udstede forbud mod cyklekørsel på perronerne og kørsel med barnevogne, der ikke var befordret eller skulle befordres med togene.