Parcelhusbyggeriet i 60'erne og 70'erne

Da Stribgården blev udstykket. I 1967 solgte Stribgården sin jord til daværende Vejlby-Strib kommune, der igen solgte area¬let til LAB, som derfor kom til at stå for udstykningen. Det gav stødet til, at andre, der ejede jord øst og syd for, solgte denne eller bebyggede den, og så var der klar bane til at begynde det største byggeri i Strib nogensinde.

Fra 1960 til 1980 blev der omkring de nye veje Ny Billeshavevej, Møllebakken, Birkehøjvej, Kåsvænget, Sofiendalvej og Kilevænget bygget godt 600 parcelhuse. I det gamle Strib var der ca. 400 huse i 1960.

Udstykningen fra Stribgården blev udlagt som en række sildebensveje til Ny Billeshavevej og med et gennemtænkt system af stier, som gav en sikker skolevej for de fleste, og man slap for gennemgående trafik. Der blev anlagt fodboldbaner og legepladser og en børnehave.

Vejene blev opkaldt efter de kunstnere og komponister, som havde optrådt på Badehotellet i dets velmagtsdage, og kvarteret omtales tit som »Musikkvarteret«. Stribgårdens Grundejerforening fik det grønne areal omkring den lille bæk, der løber fra Ny Billeshavevej til Røjle Mose, da dette areal ikke kunne bebygges.

Hvem skulle bo i alle disse huse, og hvad fik dem til at flytte?

Det var hovedsagelig byboere, som sad i lejligheder, der på grund af et langvarigt husleje¬

stop ikke var ordentlig vedligeholdt, og pladsen var trang. De følte, at de blev plukket af skattevæsnet, fordi de ikke havde renteudgifter at trække fra. En husejer kunne trække renterne fra og få mere til sig selv. Samtidigt tidobledes huspriserne fra 1960 til 1980, hvilket gjorde at gælden blev relativ mindre i forhold til salgsprisen. Det gav hurtigt en større friværdi, som blev omsat til bil, tv og udlandsrejser, hvis ikke man ligefrem købte et større hus. Ganske vist steg udlånsrenten i perioden fra 6 til 20%, men det udlignede rentefradraget i nogen grad.

Inflationen galopperede.

Medvirkende til den store folkevandring var de store årgange fra 1942-47, som midt i 70erne var omkring 30 år og nu søgte bolig, men også mekaniseringen af landbruget fra midten af 50erne, som tvang folk fra landet til job i industrien 

Det nye liv på landet — ligusterfacisterne

Byggeriet fandt generelt sted omkring lands¬ byerne, hvor jorden var relativ billig. De nye husejere fik langt til arbejde, og det krævede mindst en bil og halvanden indtægt til at klare udgifterne. Til gengæld oplevede de helt nye sider af livet. De fik egen have og opdagede helt nye begreber som vejfest, partytelt, byggemarked, selvbyggerkurser, vinkelstue og termoruder. Begrebet ligusterfascist opstod, fordi folk, der ellers var vant til et socialt liv i en opgang, nu forskansede sig bag liguster¬hækken. De virkede simpelthen provokerende på nogen, at mennesker med almindelige ind¬tægter skærmede sig bag høje hække, sådan som overklassen altid havde gjort det. Udviklingen mærkedes også i kommunernes administration, hvor serviceniveauet måtte hæves med flere ansatte til alle byggesagerne, flere lignin¬ger, personale til børnehaver og skoler, skole¬udvidelser og nye veje. I 1964 var der på kommunekontoret ud over sognerådsformanden (Åge Warming 1962-1970) og hans sekretær (Thorvald Barløse), to overassistenter, en pantefoged, en ingeniør og tre elever.

Parcelhuset

Det blev ikke arkitekterne, der kom til at præge husene, de kunne ganske simpelt ikke følge med til det enorme byggeri overalt i landet. I stedet blev det typehusfabrikanter med deres nyopfundne montagebyggeri undertiden med bygherren som medbygger. Også de lokale håndværksmestre fik travlt. Det gav et ensartet præg på husene: etplanshuse uden kælder med en skal af gule eller røde sten iblandet blådæmpede eller brune sten, med en gavltrekant af træ, et tagrum med gitterspær og lav rejsning. Taget, der havde et pænt udhæng, var dækket med eternit i bølger eller som skiffer, betontegl, sjældent med tegl. Endelig kom haven i niveau med huset. Der kom en terrasse på solsiden foran de store vinduer med skydedør til dagligstuen. På skyggesiden var der  hovedindgang og indgang til et bryggers og en carport. I periodens forløb steg husenes areal fra omkring 120m2 i 1960 til ca. 140 m2 i 1980.   

Festen er forbi

Sidst i 70erne og først i 80erne gik alting i stå. Renten var astronomisk høj: 21-22%, og derskulle spares for at blive siddende i huset.

Udtrykket ”havregrynskvarter” blev opfundet. Årsagerne var mange: Fradragsretten for ejendomsskatten blev gradvis aftrappet, rentefradraget faldt fra 70% til 50%, og inflationen aftog. Huspriserne faldt, så gælden voksede relativt, mange blev insolvente og måtte lade huset gå på tvangsauktion. Det blev sværere at sælge huse: Handelsomkostningerne steg med en faktor 10, der skulle stilles en større udbetaling, nye lån skulle afdrages hurtigere, og det lavere fødselstal fra sidst i halvtredserne gav færre købere.

Chr. Dannings Vej, Jacob Gades Vej og Carl Nielsens Vej bærer i dag præg af, at være bygget over lang tid med få huse fra 70erne og de fleste fra sidst i 80erne og 90erne, hvor de gode tider kom igen.

Litteratur 

Annegrete Kraul og Kirstine Søndergaard Madsen:

Parcelhusets pionerer-da Jensen flyttede fra Lærkevej.

Bolius. Boligejernes Videncenter a/s.  2007.

Olaf Lind & Jens Møller: Bag hækken. Det danske 

parcelhus i lyst og nød. Arkitektens forlag. 199.

Hvis du vil tilbage til "Fakta om Strib", skal du trykke her