Sogneforstanderskaberne blev oprettet ved lov af 13. august 1841  og betegnede ledelsen af sognekommuner.

       Den lokale sognepræst var automatisk medlem af sogneforstanderskabet, mens de øvrige medlemmer (fire til ni personer) blev valgt af og blandt de af sognets mandlige beboere, der ejede mindst én tønde hartkorn (eller forpagtede en ejendom på mindst seks tønder hartkorn) og var mindst 25 år gamle. Indtil 1855 var man også sikret en plads i forstanderskabet, hvis man ejede mindst 32 tønder hartkorn.

        Ansvarsområderne for forstanderskaberne var fattig-, skole- og vejvæsen   

     Sogneråd afløste ved lov af 6. juli 1867, der trådte i kraft i 1868, sogneforstanderskab som betegnelse for ledelsen af en sognekommune. Det blev samtidig bestemt, at et landdistrikt der hørte under en købstadskirke, men havde eget fattigvæsen, skulle have sit eget sogneråd. Som hidtil skulle sogne, der havde fælles fattigvæsen, være én sognekommune.

     Den nye ordning for sognekommunerne betød også, at skolevæsenets administration og økonomiske forvaltning blev lagt over til sognerådene. Samtidig blev der nedsat en skolekommission, der skulle føre tilsyn med undervisningen. Her var sognepræsten fast medlem, mens kommissionens to øvrige medlemmer blev udpeget af sognerådet. Mindst ét af disse medlemmer skulle samtidig være medlem af sognerådet.

     I 1908 blev reglerne for valgret ændret, så både mænd og kvinder over 25 år havde valgret til sognerådet. Hvis man skyldte i skat eller ikke have tilbagebetalt sin fattighjælp havde man dog frem til 1933 stadig ikke valgret.

      Lederen af sognerådet var sognerådsformanden, der skulle vælges med absolut flertal i sognerådet. Formanden skulle indkalde til møder, føre forhandlingsprotokollen og sørge for, at sognerådets beslutninger blev ført ud i livet.