Jørgen Olsen og Kirsten Hansdatter
Jørgen Olsen (Olesen) blev født den 27. september 1825 som søn af gårdmand i Staurby, Ole Hansen og Johanne Jørgensdatter.
Han blev gift i Vejlby kirke den 24. september 1853 med Kirsten Hansdatter, født 17. maj 1825 som datter af gårdmand på gård nr. 15 (Lysmosegård) i Staurby, Hans Thomsen Nielsen og Kirsten Rasmusdatter.
I 1854 fæstede Jørgen Olsen sin svigerfars gård. Ifølge folketællingen 1890 var sønnen Ole Hansen Olsen bestyrer på gården. (Man finder mærkværdigvis familien under Vejlby by).
Jørgen Olsen døde den 26. marts 1897 og blev begravet i Vejlby. Kirsten Hansdatter døde den 10. september 1900 under et ophold i Barløse. Hun blev begravet i Vejlby.
Det blev ikke sønnen Ole Hansen Olsen, som overtog fæstet. Det gik til anden side. Det er ikke lykkedes at finde ud af, hvad der siden blev af Ole Hansen Olsen.
Børn
Kirsten Olesen (3.10.1854 – 18.10.1879). Død af brystonde. Ugift.
Ane Olesen (16.2.1856 – 13.12.1939). Gift 18.5.1881 i Vejlby kirke med Ole Nielsen fra Elmegård,
(22.1.1856 - 15.4.1933). Blev gårdmandsfolk i Barløse sogn, hvor de døde.
Johanne Olesen (7.4.1860 - 29.8.1882). Gift 17.5.1881 i Vejlby med gårdmand Peder Ole
Pedersen, Harndrup. Død af brystsyge, begravet Vejlby.
Ole Hansen Olesen (31.5.1861 - ?).
Peter Johan Carl Christian Petersen og 1. Sophie Henriette Lange, 2. Jensine Rasmine Emilie Marie Carlslund
Peter Johan Carl Christian Petersen blev født den 28. september 1839 på Kærsgård i Brenderup sogn, Odense amt. Hans forældre var godsejer Johann Theodor Petersen og Johanne Caroline Berg.
Han blev gift i Frederikssund den 11. oktober 1865 med Sophie Henriette Lange, der var født den 26. november 1840 i Frederikssund som datter af Christian Ludvig Lange, forhen møller i Græse, nu boende i Frederikssund, og Caroline Augusta Greibe.
J.P.C.C. Petersen var bestyrer og fra 1865-68 forpagter på Gyllingnæs, Gylling sogn ved Horsens, dernæst ejer af Pandebjerggård, Ørslev sogn, Falster, senere bestyrer på Skafføgård, Hvilsager sogn, Randers amt, dernæst på Erholm, Rørup sogn, Fyn, Løgismose, Hårby sogn, Fyn, og Holstenshus, Sallinge, Fyn.
Sophie Henriette Lange døde 21. maj 1882 på Grimerhus ved Middelfart. Her drev lægen Carl Jacob Ludvig Maar fra 1881-86 en klinik for kvindesygdomme, og formodentlig døde hun som hans patient. Ifølge kirkebogen døde hun af kræft. Hun blev begravet på Rørup kirkegård. Ægtemanden var på det tidspunkt forvalter på Hækkebøllegård.
Den 28.3.1889 blev avlsbestyrer J.J.C.C. Petersen; Holstenshus, gift i Holbæk kirke med Jensine Rasmine Emilie Marie Carlslund. Hun var født den 19. januar 1856 i Holbæk som datter af skræddermester Jens Peter Carlslund og Christiane De Loschye.
I 1901 fæstede P.J.C.C. Petersen, forhenværende avlsforvalter, Middelfart, Lysmosegård. Her fik han ingen lang tid. Han døde den 21. februar 1903 på Middelfart Sygehus og blev begravet på Middelfart sogns kirkegård. Hustruen antog i 1908 sit pigenavn Carlslund. Hun døde 22. december 1934 på Det adelige Jomfrukloster (Ny Kloster) i Slagelse. Hendes urne blev nedsat på Middelfart kirkegård. P.J.C.C. Petersen nåede næppe at sætte noget videre aftryk på Staurby i sin korte tid som fæstebonde i landsbyen. I det følgende nævnes to af hans børn. Muligvis fik han flere.
Børn
Johanne Augusta Petersen (12.10.1867 - ?). Født paa hovedgården Gyllingnæs, Gylling sogn, Århus amt. Gift med enkemand, sagfører Johan Peter Schou den 27.9.1901 i Krogsbølle kirke, Odense amt.
Poul Henri Petersen (12.3.1891 - ?). Bankbogholder. Døbt i Diernisse, Svendborg amt. Ændrede i 1908 sit efternavn til Carlslund. Gift 18.5.1916 i Odense, Skt. Hans, med Ellen Groth Andresen, som var født i Odense den 25.8.1895.
Mads Jørgen Jensen og 1. Ane Kirstine Jørgensen, 2. Hansine Pedersen
Den 21. juli 1903 annoncerede Hindsgavl matrikel nr. 15a i Staurby fæsteledig. Sandsynligvis rykkede Mads Jørgen Jensen af Skrillinge ind på gården allerede i 1904; men han fæstede den først den 24. november 1906.
Mads Jørgen Jensen blev født i Staurby den 25. september 1860 som søn af smed Jens Jensen og Maren Rasmussen. Han blev gift den 2. november 1889 i Kauslunde kirke med enke Ane Kirstine Jørgensen af Skrillinge. Hun var født den 27. september 1856 som datter af gårdmand i Skrillinge Jørgen Olsen og Karen Andersdatter. Den 20. oktober 1882 blev hun gift i Kauslunde kirke med Hans Hansen, 33 år, af Svendstrup. De overtog hendes fødegård. Hans Hansen døde som gårdmand i Skrillinge den 29. december 1887. Ane Kirstine Jørgensen døde i sit andet ægteskab den 19. juni 1899 og blev begravet i Kauslunde. Derpå gift uvist hvor og hvornår med Hansine Pedersen, født på Lerbjerggård, Vejlby sogn, den 16. marts 1863 som datter af gårdmand Hans Pedersen og Dorthe Margrethe Nielsen.
Den 8. oktober 1917 bragte Middelfart Avis følgende notits: Ejendomshandel. Handelen af gdf. Mads Jørgen Jensens gård i Staurby er nu gået i orden. Gdf. Jensen har købt sin gård af stamhuset Hindsgavl for 30.000 kr. og solgt den til proprietær Autzen, Strib, for 63.000 kr., avl og besætning medfølger ikke. Den 28. december 1917 skrev avisen: Prop. Autzen, Strib, har solgt sin gård i Staurby til hr. Axel Rasmussen, søn af gdr. Jørgen Rasmussen, Gamborg, for en købesum af 69.600 kr. Overtagelse straks. Hvor Mads Jørgen Jensen og hustru derpå flyttede hen, er det ikke lykkede at finde oplysninger om. Heller ikke om gården eller dens ejere den næste godt og vel halve snes år.
Jens Emil Hansen og Anine Johanne Larsen
Jens Emil Hansen blev født den 7. februar 1901 i Munkholm, Harndrup sogn. Hans forældre var gårdejer Jesper Hansen og Ane Karoline Marie Pedersen. Formodentlig omkring 1930 overtog han Lysmosegård. Den 1. juni 1933 blev gårdejer i Staurby Jens Emil Hansen gift i Ore kirke med Anine Johanne Knudsen af Skåstrup. Hun var født den 16. april 1905 som datter af gårdejer Niels Larsen og Marie Kirstine Larsen, Skåstrup, Ore sogn. Niels Larsen døde som rentier på Lysmosegård i Staurby den 2. april 1955. Han blev begravet på Ore kirkegård.
Omkring midten af 1950’erne blev landevejen gennem Staurby rettet ud. Det medførte, at to store kastanjetræer, som stod ved Jens Hansens indkørsel måtte fældes. Det fortaltes, at han blev så gal derover, at han gik i seng og blev der i flere dage.
Jens Emil Hansen døde den 4. december 1981. Hustruen Anine døde den 3. februar 1995. De ligger begge begravet på Vejlby ”nye” kirkegård.
Ifølge Middelfart Vejviser 1996/97 er gården ejet af Inge Marie Andersen, Bjert. Det kan være den yngste datter.
Børn:
Emilie Hansen (24.4.1935 - ). Døbt i Vejlby. Uddannet sygeplejerske. Gift i Vejlby 10.5.1958 med
stud. med. Karl Peter Brogaard Hansen, født 3.5.1934 i Stenagergård, Kauslunde sogn. Han døde
22.9.1994 og ligger begravet i Vejlby.
Inge Marie Hansen (20.12.1939 - ). Døbt i Vejlby.
Nogle kilder
Colding, T.A,: Legatfamilien Lange knyttet til Den langelandske Stiftelse i Roeskilde, 1926, s. 77.
Folketælling 1940
la Cour, J.B.C.: Danske gårde, II. samling, III. bd., 1914, s. 751.
9.11.2024 / KM
Middelfart Venstreblad 31.3.1897, s. 3.
Poul Henri Carlslund.
Jens Emil Hansen og Anine Johanne, født Larsens gravsten på Vejlby kirkergård.