Da Strib lå ud til Atlanterhavet
I mere end 30 meters dybde under Strib er der et dybt lag af glimmerler og sand fra Tertiærtiden afsat i det daværende Atlanterhav. Det havde sin østligste kystlinie i Danmark for omkring 25-30 millioner år siden fra Middelfartegnen over Vejle til den vestlige Limfjord. Denne periode i Tertiærtiden kaldes Oligocæn.
Istiden skabte Strib
Stribhalvøen og den øvrige del af Røjlehalvøen er dannet af mægtige lag af smeltevandssand og moræneler fra flere perioder af den lange istid, der begyndte for 2,5 millioner år siden og som sluttede for 11.500 år siden. De sidste gletchere har skubbet rundt med de oprindelige vandrette lag af sand og ler, så de blev foldede. På den måde er der nogle steder sand i overfladen og andre steder fed moræneler. Det er jo netop, hvad man oplever på Strib: Få steder på spidsen af halvøen er der en god lerjord, men de fleste andre steder er det sandjord, fordi smeltevandssandet udgør de tykkeste af de foldede lag. Jo længere man kommer mod øst og syd, jo mere lerholdig er jorden. Alle de sten der findes i Danmark uden for Bornholm, bortset fra kalk-, kridt og flintesten er flyttet hertil fra Sverige og Norge indefrosset i gletschere eller drivis. Det gælder derfor også den store sten med skurestriber ved skolens indkørsel. Det er en skånsk granit.
Kystlinjen har forandret sig
Strib har gennem tiderne set anderledes ud end i dag. I Bondestenalderen for omkring 6.000 år siden stod havet omkring Strib lidt højere end i dag, så Røjle- og Staurby moser, Rørkæret og Tangmosen var havbugter, og havet stod helt op til de stejle skrænter omkring halvøen. Langsomt voksede der foran havbugterne lange strandvolde af sand fra Røjle Klint og Rudbæksbanke, som lukkede for vigene, der blev til søer, der senere groede til som moser. På grund af de særlige strømforhold i Lillebælt vil vandet på Nordstranden altid løbe mod vest ud mod fyret og i Lillebælt altid mod nord, selv om hovedstrømmen ofte går mod syd. Dermed bliver nedbrydningsmaterialet fra de to klinter altid ført langs kysten mod Strib Odde og fortsætter ud i Lillebælt som en undersøisk sandbanke.
Skov
Det er sprogforskernes opfattelse, at ordet Strib oprindelig har haft betydningen: en stribe skov. Der er flere kilder der nævner, at der har været rigtig skov på Stribhalvøen. Et minde om en tidligere skov har vi i navnet Ruetved på den lille knold ved gården Christiansdal. Navnet betyder ryddet skov, og op til år 1800 var de danske skove nær udryddelse på grund af rovdrift og manglende rationel skovdrift, kun 4% var dækket med skov, i dag ca. 10%. Halvøen har sikkert ligget hen med spredt kratskov eller bare som skovløst overdrev. En del af ukrudtet i haver og langs veje vidner om tidligere skov og overdrev. Først omkring 1900 hører vi igen om skov på Strib. Fra Munstervej og ud til Øster Alle bredte der sig en granplantage ned mod Lillebælt og en mindre plantage med birk og fyr var plantet nord for Vestergade mellem Idrætsvej og Øster Alle. Alene ordet plantage vidner om, at det var plantet skov. Plantagerne har gradvist måtte vige for byggeriet, men der er da stadig to huse med navne efter skoven: Skovbo og Skovly.
Vandløb og moser
Det meste af den regn, der falder på Stribs sandede jorde siver ned og danner grundvand, mens overskudsvandet fra de federe jorde mod øst løber af som overfladevand i de få bække, der er på Strib. Den største er Ru(d)bækken, som udspringer ca. 300 m syd for Lykkegård på Abelonelundvej. Den krydser Strib Landevej i svinget ved parcelhuset Rugtved og løber gennem Staurby Mose ud i Lillebælt. Til Rudbækken løber Myntekilden, der løber gennem den store eng syd for vandværket i Staurbyskov. Den næststørste bæk kommer fra egnen omkring Provstskovvej, løber gennem Røjlemose og ud i Kattegat. Så mangler vi kun den lille bæk, der udspringer i området ved Billeshavevej, løber i rør langs Sofiendalvej og igennem det grønne område øst for Stribgården og ender i Røjle Mose. Heller ikke denne bæk hedder noget.