Middelfart Avis
                 
den 14.Juli 1864.
      
Hærens Overkommando har fra Hovedqvarteret den 9de Juli udstedt følgende Dagsbefaling:

Soldater!
   Efter al Sandsynlighed vil Fjenden forsøge et Angreb paa Fyen. Jeg er overbevist om, at hele Hæren med mig er fast besluttet paa intet Offer at sky, for at afslaa dette; det vil og bør lykkes os, naar vi kun Alle i Forening have den faste Vilie at seire.
   Være aarvaagne, Kammerater! Lad ingen Anstrengelse være Eder for stor! Indlad Eder ikke paa lang Skyden, men kast Fjenden med Bajonetter i Havet, naar han forvovent skulle have overskredet det! Tanken om, at Kampen gjælder Danmarks Hjerte, vil lægge dobbelt Kraft i Eders Arm - og Forsynet vil velsigne Eders Gjerning.
    Vort Løsen være: Konge og Fædreland!
                                      Steinmann