Lærer Erik Petersens modstandsgruppe
                                  i Stavrby
     l 1936 blev lærer Erik Petersen fra Middelfart ansat ved Stavrby skole. Her oplevede han den 9.4.1940, at Danmark blev besat af Tyskland. Dette overgreb harmede ham dybt, og som tiden gik, besluttede han at deltage i det illegale arbejde. Kontakt til modstandsbevægelsen fik han vistnok gennem en gårdbestyrer i Stavrby, som sad i den vestfynske distriktsledelse eller gennem modstandsfolk i Middelfart, l 1944 begyndte han i Stavrby at uddele illegale blade og indsamle penge til modstandsbevægelsen. Han måtte sande, at det var svært at vurdere folks nationale indstilling. Omkring november 1944 fik han dannet en lokal modstandsgruppe, som bestod af:

      Gruppefører Erik Andreas Petersen (1914-82), født l Middelfart, lærer i Stavrby.
      Henry Larsen, Røjleskov, der tjente eller havde tjent hos Rasmus Jørgen Rasmussen, Stavrby.
      Hans Aage Madsen (1917-55), Stavrby, arbejdsmand.
      Børge Tormod Nielsen (1920-45), fra Rørby ved Kalundborg, forkarl hos fru Byskov Ovesen, Stavrby.
      Zakarias Sørensen, karl hos fru Byskov Ovesen, Staurby

     Vinteren gennem mødtes gruppen i Stavrby skole, hvor man øvede sig i våbenbrug, sabotageaktioner osv. Det er ikke klart, hvor gruppen fik sine våben fra, måske via den tidligere nævnte gårdbestyrer, som blev gruppens kontaktmand til distriktsledelsen.
     Først på året 1945 var Erik Petersen ude på sin første sabotageaktion sammen med kontaktmanden. Nordvestfyenske Jernbanes spor skulle sprænges i viadukten, som fører Strib landevej over banen. Det foregik tidligt om morgenen i en voldsom snestorm. Pga. den frosne jord var det vanskeligt at få anbragt sprængladningen; men med en hestesko og en lommekniv lykkedes det omsider. Bomben var indstillet til at sprænge i løbet af en halv time, og de skyndte sig nu tilbage til Stavrby. Kort efter lød et øredøvende brag. Sprængningen havde til følge, at togdriften var standset i fire døgn.
    En eftermiddag i februar eller marts 1945 fik Erik Petersen besked om, at Nordvestfyenske Jernbanes spor skulle sprænges i løbet af en halv time. Da han ikke med så kort varsel kunne få fat i gruppens øvrige medlemmer, måtte han selv foretage sprængningen. Han løb tværs over markerne til Stavrby Skov, fik sine sprængladninger anbragt; men med så korte lunter, at sten, grus og skinnestumper fløj ham om ørerne, da de sprang.
    Samme aften skulle Røjle stations sporskifter ødelægges. Bomberne blev lavet hjemmefra, hvorpå man begav sig over markerne til Røjle. To mand blev sendt frem for at rekognoscere; men alt var roligt. Nu blev fire sprængladninger anbragt. Først antændtes de to, som var anbragt nærmest stationen, hvorpå man styrtede hen mod de to øvrige, l farten kom Børge Nielsen til at støde Erik Petersens hat af. Der lød nu to eksplosioner, de sidste sprængladninger antændtes, og igen for man afsted. Denne gang hørtes kun én eksplosion - den anden glippede. På trods af risikoen vendte to mand tilbage for at lede efter hatten, men uden held. Erik Petersen tilbragte en urolig nat, idet han ikke huskede, om hans navn stod på svederemmen. Næste morgen tog Hans Madsen op til Røjle station. Han fik opsporet, at hatten var fundet af en banemand. Erik Petersen kontaktede derpå en modstandsmand i Middelfart, som straks tog til Røjle, holdt banemandens kone op og fik oplyst, at der hverken var navn eller adresse i hatten. Derpå kunne Erik Petersen, som i mellemtiden var gået under jorden, atter vende tilbage til Stavrby.
    l oktober 1944 beslaglagde den tyske marine et areal på Røjle Klint med henblik på at opføre radaranlæg, bunkers, kanonstillinger og ammunitionskamre. Arbejdet beskæftigede på et tidspunkt ca. 50 danske.
     Erik Petersen indberettede arbejdspladsen til distriktsledelsen; men herfra blev der ikke taget initiativ til nogen aktion mod stedet. Så besluttede gruppen at tage sagen i egen hånd. Henry Larsen, på hvis forældres grund byggeriet til dels foregik, fik til opgave at udspionere området, som i mellemtiden var blevet omgivet af pigtråd og bevogtet af tyske vagter. Arbejderne hentede muldjord uden for afspærringen på trillebøre. For at lette kørslen var der anlagt plankeveje. l ly af nattens mørke fik Henry Larsen anbragt en sprængladning under en planke. Næste morgen, da den første mand kørte hen over stedet, lød der et brag, og jord og trillebør stod til vejrs i en støvsky, mens den forskrækkede mand satte sig på halen, ramt af en flyvende træstump, som gav ham et blåt øje. Samme dag forlod de fleste arbejdere stedet. Denne aktion fandt sted den 12.4.1945. At radaranlægget ikke blev fuldført inden krigens afslutning, kan man dog ikke tilskrive denne aktion.
    Først i april 1945 blev gruppen udvidet med to medlemmer, nemlig: Kristian Thorup , skovfoged i Stavrby Skov. Otto Henningsen, arbejdsmand fra Røjle. Kristian Thorup fik sikkert kontakt til gruppen gennem Hans Madsen, som arbejdede i skoven. Otto Henningsen arbejdede som daglejer hos gruppens kontaktmand. Her opdagede han våben og ammunition, som var gemt på høloftet. Da han gjorde opmærksom på sit fund og nævnte, at han kunne tænke sig at deltage i det illegale arbejde, blev han henvist til Erik Petersen.
    Den 16.4.1945 var Erik Petersen sammen med andre gruppeførere ude for at forsøge en sprængning af et troppetransporttog, fordi de skulle prøves i ildkamp. Det foregik mellem Kauslunde og Nr. Åby på et sted, hvor tyske vagter med 50 meters afstand lå indgravet i en jernbanedæmning. Det lykkedes ikke at anbringe en sprængladning, idet tyskerne opdagede, noget var i gære, og derfor begyndte at skyde. Der opstod en skudveksling, som varede 5-10 minutter, mens modstandsfolkene returnerede til deres cykler med kuglerne piftende om ørerne. Næppe var man på cyklerne, før tyskerne affyrede lyskugler. Alle slap dog heldigt bort.
    Som tiden gik, vidste de fleste i Stavrby, at byen havde en modstandsgruppe. Erik Petersen var jo åbenlyst gået omkring med illegale blade og havde forsøgt at indsamle penge. Efterhånden var der samlet så mange våben i skolen, at det dårligt kunne skjules, og der blev installeret en radiosender og -modtager. Her boede personer, som var gået under jorden, og allerede inden befrielsen havde Erik Petersen lært sine elever Frihedssangen.
    Efterhånden var det klart, at tyskernes kapitulation var nært forestående. Ca. 1.5.1945 fik gruppen direktiver gående ud på, at dersom tyskerne gjorde modstand ved overgivelsen, skulle man sprænge banesporet mellem Stavrby Skov og Røjle, ødelægge al tysk telefonforbindelse i området, afbryde rigstelefonkablet to steder og derpå stille ved telefoncentralen i Middelfart for at forsvare denne, jernbanestationen og posthuset mod tysk ødelæggelse, l de følgende nætter var man herpå travlt beskæftiget med at grave sig ned til telefonkablerne. Hullerne fyldtes med halm, og øverst lagdes græstørv.
    Den 4. maj om aftenen lød frihedsbudskabet, og gruppens medlemmer gjorde sig klar til at rykke ud næste morgen. Tyskerne forholdt sig i ro, og det blev ikke nødvendigt at iværksætte nogen sabotageaktioner. Man mødtes kl. 0400 ved telefoncentralen og var dagen igennem beskæftiget med forefaldende arbejde. Om eftermiddagen indgik der en melding om, at en flok Hipoer var på vej mod Odense i rutebil. Det blev besluttet at optage forfølgelse. Erik Petersen blev beordret ind som telefonvagt - man var nu underlagt distriktsledelsen - mens de øvrige medlemmer af hans gruppe skulle deltage i forfølgelsen sammen med modstandsmænd fra Middelfart. Denne aktion skulle blive skæbnesvanger for et af Stavrbygruppens medlemmer.
    Da Frihedsbevægelsen den 5.5. 1945 overtog bevogtningen af Lillebæltsbroen efter tyskerne, var der nogen uopmærksomhed, idet en rutebil med Hipoer kom over broen og uantastet kunne køre videre til Gribsvad. Her drejede den fra hovedvejen og kørte hen til en lille skov, hvor man klædte om til civil. Dette blev observeret og meddelt til sognefogeden, som var modstandsmand. Han sendte besked herom til distriktsledelsen i Middelfart. Herfra afsendtes to lastbiler fyldt med modstandsfolk. Inden man nåede frem, pågreb man nogle Hipoer, som vandrede mod Middelfart, andre blev fanget i Gribsvad. De øvrige var fortsat mod Odense. Den ene lastbil returnerede til Middelfart medbringende de tilfangetagne Hipoer samt aktionens to ansvarlige ledere. Den anden lastbil fortsatte - uden nogen egentlig leder - mod Odense, og kom herved uden for eget område. Blandt folkene var Erik Petersens mænd.
   l mellemtiden havde modstandsledelsen i Odense fået melding om Hipoerne, som havde klædt om til civil, og som man kunne forvente ville søge mod Odense. Et stort kontingent modstandsmænd blev placeret i Odinstårnets ruiner på Bolbro Bakke, hvor de afventede Hipoernes komme. Da lastbilen fra Middelfart kom kørende med ladet fuldt af civilklædte mænd og en enkelt politibetjent, som iklædt sort uniform og stålhjælm på afstand lignede en Hipo, var de ikke i tvivl om, at det var de flygtende Hipoer, de havde for sig. De åbnede ild, lastbilen standsede, og mændene sprang af. En ildkamp begyndte nu; men Middelfartfolkene indså snart, at noget var galt. De havde alt for mange modstandere over for sig, til at det kunne være de forfulgte Hipoer. Skudvekslingen indstilledes. Børge Nielsen, som ved kampens start var ramt af en kugle, førtes til Amtssygehuset i Odense; men for sent til at hans liv kunne reddes. Det blev aldrig opklaret, om der var Hipoer indblandet i kampen, som var præget af den største forvirring, og som også kostede en modstandsmand fra Odense livet.
    Det er kendt i Odense, at Børge Nielsens død skyldtes en tragisk fejltagelse forårsaget af manglende ledelse, l Middelfart er det ukendt eller fortiet.
   Modstandsfolkene blev fra den 5. maj stationeret på Kabelfabrikken; men efter en uges tid rykkede man ind i Sixtuslejren. Vagttjenesten var i begyndelsen temmelig dårligt organiseret; efterhånden kom der mere system i tingene, l løbet af maj var man bl.a. beskæftiget med at hente tysk ammunition fra Kongebrogården, Grimmerhus og havnemolen. Der blev afhentet materiel fra Røjle Klint, og folk blev bragt til forhør.
    Omkring den 1.6.1945 vendte de fleste af modstandsfolkene tilbage til deres civile tilværelse, således også Erik Petersen. Det står hen i det uvisse, hvilke motiver der fik Stavrbygruppens medlemmer til at deltage i modstandsarbejdet. For Erik Petersen blev Befrielsen med tiden en stor skuffelse. Årsagen hertil skal bl.a. søges i retsopgøret, som han fandt for mildt og tilfældigt. Måske havde han også politiske forhåbninger, som ikke gik i opfyldelse. Han konkluderede: "det er ganske, som Børge Nielsen sagde, da jeg spurgte ham, om han ville være med i det illegale arbejde: "Ja, jeg ved ikke rigtig, jeg  tror, vi bliver snydt, når det er ovre!". Han gik med, ofrede livet, og vi blev snydt." Erik Petersens modstandsgruppe er ikke blevet mindet under nogen form. Men på Mølgård i Stavrby blev der i 1945 opsat en mindetavle med disse ord: Hovedkvarteret / for den vestfynske / modstandsbevægelse / var her til 5. maj 1945.

		Foto: Flemming Adamsen
Stavrby skoles have kort efter Befrielsen den 5. maj 1945. Fra venstre ses Kristian Thorup, Zakarias Sørensen, Erik Petersen, Henry Larsen, Hans Madsen og Otto Henningsen.	/

                               Middelfart Venstreblad
                                                                 den 20de August 1945
Mindeplade for Modstandsbevægelsen i Staurby.
    I Gaar Formiddags afsløredes ved Gaardejerske, Fru Byskov Ovesens Gaard i Staurby en Mindeolade med Teksten: " Hovedkvarteret for den vestfynske Modstandsbevægelse var her indtil 5. Maj 1945."
     Afsløringen blev foretaget af Premierløjtnant Ole Justesen, der under Besættelstiden havde opslaaet Hovedkvarter paa Gaarden. og den blev overværet af Medlemmer af Bykomitén. Mindepladen er af bornholmsk Marmor og Bogstaverne af Bronce.